Med rådgivning fra Eskerod & Skovbøll ramte Peter og Lene “bulls eye” i årets foderhandel
– og sparede op mod 60 kr. pr. 100 kg.

Peter og Lene
Med rådgivning fra Eskerod & Skovbøll ramte Peter og Lene “bulls eye” i årets foderhandel
– og sparer op mod 60 kr. pr. 100 kg.
Peter og Lene
Ramte “bulls eye” i årets foderhandel
Peter Bruun og Lene Conradsen fra Greensgaard bruger hvert år mellem 18-20 millioner på foder til deres frilandsgrise. Det gør foderhandlen til den største enkeltstående udgift, og det kræver fokus og viden at disponere på de helt rigtige tidspunkter til den rigtige pris. Det var derfor en god beslutning, da deres samarbejdspartner, Eskerod & Skovbøll, tilbage i august 2020 afdækkede dem med særdeles fordelagtige foderkontrakter halvandet år frem, hvilket nu har sikret en besparelse på op mod 60 kr. pr. 100 kg.
Peter Bruun købte Greensgaard tilbage i 1995 for at starte en landbrugsvirksomhed med frilandsgrise. Tidligere havde han været ansat som driftsleder i en traditionel svinestald, men efter et besøg i England med landbrugsskolen, hvor de besøgte frilandsgrise, vækkede det noget i ham. ”Jeg høvlede det ned, og jeg mente bestemt ikke, det kunne lade sig gøre at drive et økonomisk bæredygtigt landbrug med friland,” fortæller han og fortsætter: ”Men det tiltalte mig alligevel, så derfor måtte jeg hjem og prøve det for at se, om jeg kunne drive det til en virksomhed.” Og det må man sige, at han kunne.

Peter og Lene
En aftale med Rema 1000 har mere end 4-doblet besætningen af frilandsgrise
1995 startede Greensgaard med 200 søer og 60 hektar. Det er siden vokset til 850 søer, en årlig produktion af 23.500 slagtesvin, 450 hektar samt opkøb af flere gårde i området.
“Det, vi har bevist med det her, er, at man kan lave en vare med masser af dyrevelfærd og samtidig få den ud til en rimelig pris, som forbrugeren ikke vælter over, og som vi kan leve af,” forklarer Peter Bruun stolt.
En del af Peter og Lenes strategi er at forkorte vejen til forbrugeren, gøre deres produkter personlige og samtidig oplyse om, hvad det betyder at være en frilandsgris på Greensgaard. Alt sammen med det formål at få forbrugeren til at vælge frilandsgrise fra netop deres bedrift.
Som et led i planen gik de direkte til en detailkæde, nemlig Rema 1000, som i dag sælger et væld af forskellige varer med billeder af Peter og Lene på. ”Det forpligter selvfølgelig med sådan en aftale,” fortæller han og uddyber: ”både for os og for Rema 1000. Desuden går aftalen på, at hele grisen skal sælges som frilandsgris, så der ikke er en del, der bliver solgt som alm. konventionel gris.”

Peter og Lene
Fokus på foderhandler
Helt naturligt voksede omfanget af foderhandlen sammen med antallet af grise, og efterhånden som Peter Bruun samtidig skulle bruge mere tid på medarbejdere og drift, blev det sværere at holde et skarpt fokus på råvaremarkedet, der historisk set har haft dobbelt så høje udsving som aktiemarkedet. ”Det kræver stor viden og meget tid at holde sig opdateret,” forklarer han. ”Og så handler det om at kende sine begrænsninger. For at få det bedste udbytte af foderhandlerne skal der tinges om hver en femøre, og det er jeg ikke hård nok til – og det har jeg slet ikke lyst til at være.”
Derfor ønskede Peter Bruun at alliere sig med en strategisk partner for at få et stærkere beslutningsgrundlag for sine disponeringer. Valget faldt på Eskerod & Skovbøll grundet deres mange års erfaring.
“Jeg er godt tilfreds med at have Eskerod & Skovbøll som samarbejdspartner,” påpeger Peter Bruun, der gennem flere år har fået professionel handelsrådgivning hos Eskerod & Skovbøll. ”Jeg er selv med inde over strategien, for det skal give mening i mit hoved, før vi handler. Når vi har lagt strategien, så kører de showet, og det er jeg blevet meget tryg ved”.

Peter og Lene
Afdækket med gode priser for halvandet år
Eskerod & Skovbøll står proaktivt for markedsovervågningen og for disponeringen af foderblandinger. Det betyder også, at det er dem, som står for at få forhandlet priserne og kontrakterne, når det er tid til at handle. ”De er gode til at finde de rigtige tidspunkter og få forhandlet nogle gode aftaler,” siger Peter Bruun. ”De ved, hvordan man agerer i en forhandlingssituation – de har siddet på den anden side af bordet i mange år.” I august 2020 var Eskerod & Skovbøll på forkant, da de fik afdækket foder for halvandet år, hvilket viste sig at være en særdeles gunstig forretning med de efterfølgende kraftige prisstigninger på foder.
Derudover fik de i år tilføjet yderligere fire måneder på den aftale, inden priserne for alvor steg i høst.
“Vi havde afdækket det seneste år og frem til foråret 2022. Derudover foretog de yderligere disponeringer, så vi fortsætter med en skarp pris i endnu længere tid,” forklarer Peter og uddyber:
”Jeg kan mærke fra nu og frem til foråret, at vi sparer penge – i år ekstremt mange penge. Det var en ren 12’er – det var bulls eye,” tilføjer han tilfreds.

Peter og Lene
Faglig tilfredsstillelse
Efterhånden som gården er vokset, er der kommet flere medarbejdere til sammen med andre slags opgaver. Det betyder også, at Peter Bruun bruger meget tid på administration og ledelse, mens gårdens 15 medarbejdere udfører mange af de daglige gøremål. Både Lene Conradsen og Peter Bruun vil dog stadig være en del af driften, og mens Lene har ansvaret for soholdet, tager Peter sig af grisene fra fravænning og til slagtning.
“Det giver en tilfredsstillelse at lave det man startede med – jeg er jo uddannet landmand, jeg er ikke uddannet til at holde møder,” smiler han og forklarer: ”Jeg kan stadig godt lide at passe grise, men det dur heller ikke, at jeg gemmer mig i grisestalden hele dagen. Der er nødt til at være en balance.” Det er særligt det faglige i arbejdet med grisene, som Peter Bruun brænder for, og fornemmelsen af, at grisene har det godt og trives. ”Jeg er ikke typen, der nusser om grisene, men jeg kan supergodt lide at gå gennem flokken og se, at det fungerer, og at det kører, som det skal,” forklarer han. Der er meget arbejde i at passe så mange grise, særligt når de ikke står samlet i en stald, men er spredt over 80 hektar. Mange ting skal gå op i en højere enhed for at drive det til en økonomisk bæredygtig forretning – og det er korrekt disponering af foder en stor del af. ”Det er ikke et spørgsmål, om det lykkes – det skal lykkes,” pointerer Peter Bruun til slut.
Peter og Lenes historie blev bragt i Landbrugsavisen i november 2021